Børnearbejdsfrie zoner


FOTO: ANDREAS BECK/DANWATCH

Børnearbejdsfrie zoner (child labour free zones) er en betegnelse for områder, hvor alle aktører er med til at sikre, at der ikke er nogen børnearbejdere, og at alle børn går i skole på fuldtid. Kampagnen ’STOP Børnearbejde’ benytter den områdebaserede tilgang til udryddelse af børnearbejde. Her samarbejder man med alle interessenter i et område – skoler, forældre, virksomheder, fagforeninger, myndigheder mv. – om at stoppe børnearbejde og sikre skolegang til alle børn i alderen 5-15 år i området.

Man engagerer på den måde hele lokalsamfundet i at udrydde børnearbejde og sikrer, at alle holder øje med hvert enkelt barn i området, så ingen børn får lov at arbejde. Hvis nogen ser et arbejdende barn, skal de få barnet væk fra arbejdet og sørge for, at det kommer i skole i stedet.

Skolerne styrkes samtidig i disse områder for at sikre, at børnene får en kvalitetsuddannelse og ikke risikerer at droppe ud på grund af manglende læring. Ved hjælp af nul-tolerance over for både børnearbejde og dropouts skaber man på den måde en børnearbejdsfri zone. Tilgangen kræver, at alle myndigheder og hele civilsamfundet støtter op om projektet.

Børnearbejdsfrie zoner er på nuværende tidspunkt blevet oprettet i Indien og Nepal, mens forskellige organisationer i Afrika og Latinamerika også har implementeret konceptet. Et konkret eksempel er, at den indiske organisation MV Foundation i Indien har skabt 1500 børnearbejdsfrie landsbyer, mens yderligere 1000 landsbyer er godt på vej.

Hvis en organisation ønsker at skabe en børnearbejdsfri zone, er der nogle konkrete værktøjer, man kan benytte. Det drejer sig for det første om at oplyse alle aktører i området om konsekvenserne af børnearbejde samt vigtigheden af uddannelse. Næste skridt er at styrke skolesystemet, så der er ordentlige skoleforhold for alle børnene med uddannede lærere, som også er trænet i at holde børnene i skolerne. Forældrene skal hjælpes med at finde alternative indtægtskilder, når deres børn ikke længere arbejder. Sidst er det afgørende, at lærere, forældre og myndigheder arbejder sammen om at holde børnene i skolerne.