Den værste form for børnearbejde

I Mali arbejder mange børn i illegale guldminer. Ousmane på 15 år er et af de børn, som hver dag graver guld for at forsørge sin familie.

 


OUSMANE - FOTO: ANDREAS BECK/DANWATCH

”Jeg har ikke lyst til at blive ved med at arbejde i guldminen. Hvis jeg havde mulighed for at gå i skole igen, ville jeg gøre det. Men mine forældre er afhængige af de penge, jeg tjener, så de besluttede, at jeg skulle droppe ud af skolen.” Det fortæller Ousmane Diallo, som er 15 år og arbejder i en guldmine i Mali.

Ousmane er bare et af mange børn, der arbejder i illegale guldminer i blandt andet Mali. Arbejdet er meget farligt, og børnene klager over smerter i ryg, hoved og bryst på grund af tunge læs, farlige kemikalier og manglende sikkerhedsudstyr. Ousmane tilbringer sine dage i smalle mineskakter, og den stadigt voksende guldindustri får flere og flere fattige familier til at prøve lykken.

Sata arbejder ligesom Ousmane i Soumaya minen. Sammen med to ældre søskende er Sata nødt til at arbejde i minen hver dag for at forsørge sine mindre søskende. Sata arbejder i knædybt mudder og 36 graders varme flere timer om dagen for at tjene penge nok.

International Labour Organization anser minearbejde for at være blandt de værste former for børnearbejde. Der er blandt andet mange børn, der arbejder med kviksølv, som kan lamme centralnervesystemet. Herudover har Human Rights Watch dokumenteret flere tilfælde af prostitution ved mineområderne.

”Der er mange børneprostituerede i mineområderne. Jeg behandlede en lille pige på 12 år, som var blevet voldtaget af en ung mand fra Burkina Faso. Hvis jeg ikke havde taget mig af hende, ville hun ikke have overlevet. Det er det værste, der kan ske,” fortæller Yaya Konaté, som er chef for Social Development i Bourgoni distriktet i Mali.

Fakta

Mali er den tredje største guldproducent i Afrika, og siden 1995 er guldets andel af Malis BNP steget fra 2 % til 10 %. Det anslås, at mellem 20.000 og 40.000 børn arbejder i Malis guldminer

Elektronikindustrien er den tredje største industri på guldområdet. Det gør elektronikvirksomhederne medansvarlige for problemet. Mange af virksomhederne kan ikke oplyse, hvor deres guld kommer fra, så forbrugerne kan ikke vide, om der er børnearbejde i deres mobiltelefon.

De fleste børnearbejdere i minerne tjener kun mellem 0,76-3,8 euro pr. dag. Der er mangel på gode skoler i mineområderne, og hvis børnene ikke har mulighed for at få en uddannelse af god kvalitet, så vil de eller deres forældre ofte lade dem arbejde i stedet.