Hvad er løsningen?

Foto: Andreas Beck/DanWatch

Selv om børnearbejde i guldmineindustrien er en kompliceret problemstilling, er der forskellige ting, man kan gøre, for at bekæmpe det.

Fairtrade

Fairtrade International (FLO) har sammen med Alliance for Responsible Mining udviklet fairtrade guld-certificeringen, som gør det muligt for minearbejdere at forbedre deres levevilkår ved at give dem en bedre pris for guldet. For at få en guld-certificering skal minevirksomheden gennemgå en konsultation, som sikrer, at minevirksomheden giver deres medarbejdere sikkerhedsudstyr og ordentlig oplæring, anerkender kvinders rettigheder og ikke benytter børnearbejde i nogen form. Minearbejderne sikres en rimelig pris for guldet, svarende til minimum 95 % af den officielle guldpris. Fairtrade kontrollerer minevirksomhederne for at sikre, at retningslinjerne bliver overholdt.

Fairtrade samarbejder med guldminer i Peru, Bolivia, Ecuador og Colombia, og de har netop påbegyndt samarbejde i Afrika og Asien. Lige nu arbejder de kun med small scale miner.

Genbrug

Forbrugerrådet Tænk har udgivet en artikel af Astrid Lærke Rantorp og Helle Marie Kieler Koefoed, hvor de beskriver fordelene ved at genbruge metallet fra mobiltelefoner og andet elektronik. Genbruget er godt for miljøet, billigere for samfundet, og arbejdsforholdene på genvindingsfabrikkerne er bedre end i guldminerne. Det kan dog kun lade sig gøre, hvis forbrugerne genbruger deres elektronik. En løsning ville være at lave et pantsystem, hvor gammel elektronik bliver opsamlet og genbrugt.

Teknik – og miljøforvaltningen Center for Ressourcer er allerede i gang med deres kampagne Genbrug er Guld, som er aktiv frem til foråret 2014. Her er der fokus på affald generelt, men det indebærer også affald, hvor guld og andre metaller indgår.

Genbrugsguld kan på nuværende tidspunkt kun dække omkring 30 % af guldefterspørgslen, men det er en vigtig del af løsningen og kan måske udvides til at dække en større andel.

Uddannelse

Uddannelse er vejen frem til en fornuftig og bæredygtig udvikling i samfundet. Det er børnene og de studerende, som skal bære samfundet videre og skabe udvikling. Alle har ret til en god skolegang og en uddannelse af høj kvalitet, men mange børn ender i minerne, fordi skolerne er for dårlige, eller der ikke er en skole i nærheden. Derfor er det vigtigt, at de enkelte lande er med til at skabe en løsning på problemet og i samarbejde med verdenssamfundet sørger for gode uddannelsestilbud.

Lande, der er rige på naturressourcer, kan omsætte ressourcerne til finansiering af skoler. Det har man for eksempel gjort i Botswana, hvor regeringen indgik en aftale med den private virksomhed De Beers. De Beers får halvdelen af indtægterne, og regeringen i Botswana får den anden halvdel. Pengene bruger regeringen på uddannelse. I svage stater kan det dog være en stor udfordring for politikerne at forhandle med de magtfulde mineselskaber, og derfor får de fattige lande ofte selv meget lidt ud af deres naturressourcer.

Virksomhederne

Det er vigtigt, at virksomhederne bliver opmærksomme på det stigende problem med børnearbejde i guld-industrien og tager ansvar. De fem største producenter af mobiltelefoner på det europæiske marked bekræfter, at de ikke er klar over, hvor deres guld kommer fra.

Elektronikvirksomhederne skal skabe gennemsigtighed i deres værdikæde, så de kender oprindelsen af deres guld. På den måde kan de fravælge underleverandører, som bruger børnearbejde. På den måde vil forbrugerne kunne føle sig mere sikre og kunne vælge at støtte de elektronikvirksomheder, som har kontrol med oprindelsen af deres guld.

Forbrugerne

Forbrugerne skal blive bevidste om, at de har en stemme. Det er forbrugernes efterspørgsel og interesse i produkterne, som påvirker virksomhederne. Hvis forbrugerne åbenlyst kræver en ændret holdning til åbenhed i leverandørkæderne, vil virksomhederne være nødt til at skabe større gennemsigtighed i deres leverandørkæder. Boykot er ikke nødvendigvis svaret, da dette også vil have en negativ effekt på minearbejderne, men forbrugerne er stadig med til at opretholde markedet som det er, og de kan derfor også være med til at ændre det ved at stille krav til producenterne.

Børnearbejdsfrie zoner

Børnearbejdsfrie zoner (child labour free zones) er en betegnelse for områder, hvor alle aktører er med til at sikre, at der ikke er børnearbejde, og at alle børn går i skole på fuldtid. Børnearbejde defineres som arbejde, der skader barnets skolegang eller fysiske eller psykiske helbred. Kampagnen ’STOP Børnearbejde’ benytter den områdebaserede tilgang til udryddelse af børnearbejde. Her samarbejder man med alle interessenter i et område – skoler, forældre, virksomheder, fagforeninger, myndigheder mv. – om at stoppe børnearbejde og sikre skolegang til alle børn i alderen 5-15 år i området.

Børnearbejdsfrie zoner er på nuværende tidspunkt blevet oprettet i Indien og Nepal, mens forskellige organisationer i Afrika og Latinamerika også har implementeret konceptet. Et konkret eksempel er, at den indiske organisation MV Foundation i Indien har skabt 1500 børnearbejdsfrie landsbyer, mens yderligere 1000 landsbyer er godt på vej.